Elkana's fotos fra 1964 til 2006

 
 

Anni Kronik skriver

 

I tilknytning til Elkanas billeder på Jellerød Haves hjemmeside vil jeg lige fortælle hvordan det hele startede i de første år.

 

I 60erne og 70erne var vi mange børnefamilier, ja vi var næsten ikke andet.

 

I 1967-68 lavede en gruppe nye børnefamilier en studiekreds om forældre og børn. Den foregik

på skift hjemme i vores huse og vi havde en pædagog/psykolog til at hjælpe os.

Vi læste og diskuterede bogen af A.S. Neill fra Summerhill i England.

 

Efter en lang vinter kom foråret og vi fik lyst til at bygge en fælles legeplads – og det

skulle være nede på det ’vilde’ fællesareal med de store træer og buske, her havde vi allerede fået en boldbane. Mændene købte en fodbold i fællesskab og spillede hver søndag  kl.  9. Elkana var blandt de 3 første. Senere kom ’damerne’ til og spillede håndbold, og vi medbragte kaffe og morgenbrød og alle vores børn.

Rie, Karin, Jette, Bodil, Elisabeth og Anni m. fl. deltog hver søndag morgen og senere blev det også til tirsdag aften.

 

Sommeren 68 blev brugt til at bygge legehuset og en kæmpe sandkasse omkranset af sveller fra DSB.

Vi lavede klatrestativet af telefonpæle og senere kom en spejdertrop, som Lis kendte, og splejsede nettet. 3 indianerhytter var særlig populære. Den lange grill lavet af grisetrug blev brugt flittig til hverdag og fest.

Vi ville gerne have det hele i billige naturmaterialer, og det blev det.

Vi havde det virkelig dejligt. Vi har en video fra dengang.

 

Jeg var i bestyrelsen fra 1970 til 74. Vi sendte spørgeskema ud til beboerne, og det viste sig at vi havde over 100 børn i Jellerød Have.

Ofte gik vi hjemmegående mødre på fællesarealet med alle vore unger og madpakker til frokost.

Vi holdt mange af vores søn Jakobs fødselsdagsfester med hele klassen dernede, vi lavede bål og grill og spillede bold på fodboldbanen, det var i maj og ”vejret var altid godt ”.

 

De første Sct. Hans aftener havde vi bål ude på marken, men i 1970 skete der noget.

Vi lejede borde og et dansegulv, musikken kom fra en højtaler, vi medbragte mad og vin, og vi blev ved til den lyse morgen og gik så direkte på arbejde.  ;-)

 

Til Sct. Hans-festen i 1975 stegte Elkana det første hele lam og vi var 80 mennesker ”til at dele det ene lam”, så de næste mange år var der både 3 og 4 lam.

 

Det var sjovt dengang og det er det også nu i 2011 takket være dejlige beboere og en god bestyrelse.

Her kommer nogle årstal for dem som kan lide det:        

         1967          Første Fastelavnsfest         

         1969          Vi plantede  det store kastanjetræ, som ville kunne  glæde vores børnebørn

         1975          De første fælles arbejdsdage

         1975          Det første loppemarked        

         1975          Det første helstegte lam til Sct. Hans   . til 2009 

         1977          Vi lavede byggelegeplads og flere af vore børn sov dernede i deres hytter.        

1996                   Jellekolle starter

         2004          Træfælderne starter

         2006 og 2007         Store Legedag  - også i 70erne og  80erne

 

Klik her for at se Elkana's fotos (1964-2006)