Dato:

Onsdag den 14. marts 2012 kl. 18.30

Sted:

Fredensborg Rådhus, Egevangen 3B, Kokkedal

DAGSORDEN

1.Valg af dirigent

2.Bestyrelsens beretning

a.Kommunikation med JH-beboere

b.Snerydning

c.Spildevandsansvar

d.Andet / kommentarer til bestyrelsens beretning

3.Revideret regnskab til godkendelse

4.Forslag fra bestyrelsen

5.Forslag fra medlemmerne

a.Søren Lauritzen

b.Erik Ankerstjerne

6.Forelæggelse af budget

7.Fastsættelse af kontingent

8.Valg af medlemmer til bestyrelsen

9.Valg af en suppleant til bestyrelsen

10.Valg af to revisorer og en revisorsuppleant

11.Eventuelt


1.Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Asger Lykkegaard Nielsen (75) som dirigent. Asger Lykkegaard blev valgt af en enig forsamling. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

 

2.Bestyrelsens beretning

Det forgangne år har især været præget af to store projekter:

Først kom vejtræsprojektet. På sidste års generalforsamling blev det bestemt, at ud –skifte samtlige vejtræer. Det første der skete i marts måned var, at alle træer blev fældet på én gang, kummerne blev gravet ud og nyt jord fyldt på. De nye buske blev plantet sammen med Vinca som bunddække i alle bede.

Efter voldsomme regnskyl gik vi ind i en lang tørkeperiode, som krævede intensiv vanding. På kommunen blev derfor indhentet godkendelse til at benytte vores kildevand til vanding af vores nye planter. Og således indledtes det store vandingsprojekt udført af vandinsgruppen.

Efterfølgende har vandgruppen også lagt et stort arbejde i at holde kummerne fri for ukrudt. Husejere, som bor ud for et nyplantet vejtræ kunne hjælpe ved at luge og vande disse bede. Det er ingen sag at holde et enkelt bed fri for ukrudt, men når man skal rundt til 70 bede, er det et kæmpearbejde.

Alt i alt er projektet blevet en åbenlys forbedring i Jellerød Have, nu kan vi glæde os til de nye Amelanchier småtræer blomstrer i april-maj, og at vi fremover ikke skal bekoste flere rodskæringer!

Solvarme i J.H.

På sidste generalforsamling lovede vi at undersøge, om solvarme er en mulighed her i Jellerød Have.

D.27. maj havde formanden møde her i JH med ingeniør Frode Andersen (FA) og endnu en person fra kommunens Plan/Byg/Trafik. Vi gik rundt i bebyggelsen og så på tagenes hældning. FA mener, at taghældningen på vore huse ikke er stor nok til at give maksimalt udbytte. På spørgsmålet om kommunen evt. vil fravige lokalplanen, for at vi kan lægge solcelleplader på taget, var svaret: ikke umuligt. Kommunerne ser i al almindelighed meget positivt på solvarme.

På et møde med Ingeniør Ole Hansen (OH) fra firmaet Batec i Herfølge, som er eksperter på området, blev det oplyst, at for at få varmt vand via solceller, skal der i JH installeres en fællesspiral i et dertil bygget skur/lille hus, da solvarmeanlægget ikke kan bruges med individuelle opvarmningsspiraler. Derudover skal vores varmvandsbeholdere udskiftes. OH var af samme mening som FA nemlig at tagene i JH har utilstrækkelig hældning. Ifølge OH skal taget helst have en hældning på ca.30 grader, tagene i JH hælder ca.12 gr. Til gengæld egner vores varmekilder – gas og olie - sig godt til solvarme. Skulle nogen vælge at gå i gang med solvarme, anbefaler OH, at man sætter en konsulent på projektet.

Et solvarmeanlæg udelukkende til det varme vand, koster fra fabrikken kr. 26.100 + moms. Anlægget består af 2 solfangere a 2,2 m2 og en 280 l varmtvandsbeholder, som måler 60x60x197 cm – nogenlunde som et køleskab.

Ønsker man at få gulvvarme med, findes der flere løsninger og størrelser, til priser fra kr. 31.000 + moms.

Til priserne skal lægges montering plus et rør mellem solfanger og beholder, så pris på et færdigt anlæg vil nok realistisk starte ved kr. 40.000 incl. montering og moms.

Anlægget ville kunne placeres op ad en mur uden skyggefald. Muren under stuevinduerne (i huse som vender øst-vest) måler kun 62 cm. i højden og kan ikke bruges til solceller.

I juni og oktober fik vi slaglehøstet på fællesarealet, områderne med brændenælder blev slået ned. Som fortalt sidste år er vi ved at forskønne hele området, gøre græsområderne større, lægge de smukke solitære træer frit og fjerne selvsåede invasive vækster. Dette vil give mere plads omkring Sankt Hans-bålet, og vi slipper for brændenælderne, som alt for længe har fået lov til at æde sig ind på arealet.

På grund af mange opgaver afholdt vi to fællesdage i sommerperioden. Den første fandt sted d.18. juni, hvor der som sædvanligt, og blandt meget andet, blev stakket bål. Vi fik bl.a. fjernet den vilde brombærbevoksning ved nedgangen til skuret – det var nærmest en kamp på liv og død. Brombær var vokset grassat, grenene var op til ti meter lange. Det gælder nu om at holde området for brændenælder og andet ukrudt men at lade brombær komme op igen, da flere beboere er glade for bærrene.

Sankt Hans

D.23. juni oprandt med strålende vejr. Der blev arbejdet fra morgenstunden med at rejse pavillon og sætte borde og stole frem. Ligeledes skulle fem grill gøres klar til stegning af beboernes medbragte bøffer.

Det blev en smuk sommeraften med rekord tilslutning, 71 spisende gæster.

På den ekstra fællesdag d. 23. juli koncentrerede vi indsatsen omkring rosenhækkene ved den lille bålplads og rydning af diverse krat.

Det er som sædvanligt kernetropperne som møder op. Skulle vore nye beboere have lyst til at opleve, hvordan disse arbejdsdage foregår, skal de være så inderligt velkomne. Til oplysning kan vi fortælle, at vi arbejder hårdt i tre timer med indlagte drikkepauser og får serveret kaffe-kagebord kl.16. Det er hyggelige og fornøjelige arbejdstimer.

Fejning af vore veje foregår delvist med håndkraft, og der er som støvsuget bagefter.

D.5. sept. afholdtes en ekstraordinær generalforsamling. Formanden, Danielle Angelo og næstformanden, Gert Lusty, ønskede beboernes accept af den store udgift til omlægning af rørføringen hen over fællesarealet.

Kort efter gik så arbejdet i gang med rørlægning hen over fællesarealet.

Samme måned var der udflugt med Jellekolle til kunstmuseet Munkeruphus ved Dronningmølle. Herunder billeder af gruppen ved stranden i Munkerup og Hornbæk.

Årets anden fællesdag, som inkluderer middagsservering, fandt sted d.25. september i strålende vejr.

D.17. sept. begyndte vi at rydde skov for den nye rørledning gennem fællesarealet

Heldigvis har vi blandt os en professionel træfælder, som er uddannet forstmand,der nedlagde allerførste træ i projektet ’Rydning af korridor’ gennem hele fællesarealet fra nord til syd.

Endnu en Jellekolle aften d.16.januar 2012

Martha Marie Knudsen med sønnerne Sebastian og Jonathan spillede smuk barokmusik, og Martha fortalte om og demonstrerede de forskellige typer af violiner.

Og d. 27. februar med klaverspil og visesang.

Oprydning på fællesarealet januar 2012:

De utallige store kvasbunker rundt om på arealet var blevet et næsten uoverskueligt problem. Da vi for fem år siden havde fået tilladelse fra Teknik&Miljø Fredensborg Kommune til at brænde et sankthansbål af i august måned, søgte vi igen om tilladelse til bålafbrænding, denne gang midt på rotunden, hvor der hverken er fare for huse eller træer. Det er absolut ikke nemt at få lov til det kræver tålmodige forhandlinger med Teknik & Miljø på Fredensborg Kommune. Vi tog kontakt til den person, som i sin tid gav den nævnte tilladelse. Vedkommende tilbød at komme herned for ved selvsyn at danne sig et indtryk af, hvor meget det drejede sig om. Efter en rundtur på arealet, hvor vi udpegede alle bunker og alle brændestabler, endte det med en mundtlig tilladelse. Betingelsen var, at det skulle ske inden udgangen af marts måned. Nu ventede vi på den skriftlige tilladelse, som også kræver politi og brandvæsnets accept. Imidlertid kom Teknik & Miljø på andre tanker. Efter en måneds forløb i spændt venten, ringede vores mand på kommunen. Han mente, det ville se bedre ud, miljø -mæssigt såvel som moralsk, hvis materialet blev kørt til det store fjernvarmeværk Nordforbrænding i Frederiksværk, hvor det ville give energi til fjervarmeværket..

Kommunen kontaktede chefen for Nordforbrænding, som d.17.nov. kom herned og gik en tur rundt på området sammen med Asger Lykkegaard og formanden for at danne sig et indtryk af, hvorvidt vores materiale var egnet til at kunne give så meget energi, at det kunne betale sig for værket at afhente. Efter en måneds tid kom svaret: Nordforbrænding tilbød at sende to mand med maskiner herned i januar måned. Alt ville blive fjernet og kørt bort i store containere. Arbejdet varede ti dage, materialet blev kørt op til ’basketbanen’, hvor det blev hentet hver morgen kl.6.30 og kørt bort i store containere. Ud af vores træ-affald, kvasbunker, brænde, stød og alt andet brændbart, som lå på arealet, kom der en brændværdi svarende til små 15.000 kWh pr. container eller tre villaers årsforbrug pr. container. Man regner i gennemsnit 4.35 t brændsel pr. container.

Trolden på den snoede sti var ved at rådne op – og er nu blevet til fjernvarme.

Hele projektet har ikke kostet Jellerød Have en øre, og fællesarealet er som støvsuget. Skulle nogen nu i aften sidde og være bekymrede ved tanken om Sankt Hans, så har vi tilbageholdt én meget stor kvasbunke til bålet, og der vil løbende blive genereret nyt kvas i tiden op til d.23. juni. Nye brændestabler er allerede under opbygning ved hjælp af vor traktor, som nu endnu engang gik i stykker under arbejdet. Vi er nu ved at se os om efter en ny traktor eller måske en god brugt. Vi kan ikke forsvare de hyppige reparationer længere, og vi kan ikke und være en traktor på fældedage og arbejdsdage.

Vi har igennem de seneste mange år haft en dialog med Fredensborg Kommune om ansvaret for kloaknettet i Jellerød Have. I januar 2012 modtog vi så brev fra Forsyningen med forslag om at overtage en del af vores ledninger.

Alle beboere har siden primo marts måned kunnet læse dette brev.

Som det står i indkaldelsen, skal vi efter beretningen diskutere dette forslag fra Fredensborg Kommune/Forsyningen.

Fastelavnsfesten d.19. februar tiltrak et rekordantal børn og voksne. I alt 91 udklædte børn med samt forældre og bedsteforældre var mødt op.

Der blev drukket 14 liter kakao og spist knapt 100 boller. Børnene slog katten af tønden, mens de voksne fik sig en cognac til - eller i kakaoen. Til sidst blev både kattekonger og kattedronninger kronet.

Formandens betragtninger:

Som det fremgår af de papirer udsendt til alle, kommer der i aften et forslag til afstemning om nye parkeringsskilte. Vi kan forudse store problemer, når den 18 måneders byggeperiode ved stationen starter. I forvejen finder der allerede ulovlige parkeringer sted hernede af folk, som skal til stationen eller som blot stiller deres bil her af andre grunde. Er vi ikke opmærksomme på dette, vil det tage overhånd og bilejerne i J.H. får måske ikke selv deres parkeringsplads.

Bestyrelsen er meget opmærksom på biler som ikke er ejede af Jellerød Haves beboere, og som holder her i dage- og ugevis. Beboerne kommer også til os, når de observerer parkering af biler, som ikke hører til her.

========

På sidste års generalforsamling meddelte vi, at beboerne fremover vil modtage alle meddelelser elektronisk. Dette dels for at lette bestyrelsen for arbejde men i høj grad også for at spare papir og trykkeudgifter. I år kom vi for sent i gang med at forberede os på at få lagt ’hele pakken’ ud på hjemmesiden. Dog blev ’Indkaldelse med dagsorden’ sendt ud pr e-mail. Vi ønsker også fremover at modtage beboernes forslag elektronisk. Da flere huse i Jellerød Have på det seneste er overtaget af unge familier, regner vi efterhånden med at få alle beboere på internettet, så vi sparer kopiering. Alene ’pakken’ i år bestod af 1.320 A-4 ark.

De knap husstande, som stadig ikke er på nettet, vil fortsat få alt i papir.

Det er vigtigt, at beboerne meddeler bestyrelsen, når man ændrer mailadresse eller tlf. nummer. Det tidskrævende at finde ud af, hvem det nu er, der ikke har modtaget en mail.

Men husk:

FRA NÆSTE ÅR VIL ALLE MEDDELELSER OMKRING GENERAL -FORSAMLINGEN BLIVE LAGT UD PÅ HJEMMESIDEN!

========

Bestyrelsen har modtaget et brev om et problem med cyklister på stierne. Afsenderen ønsker emnet op på i beretningen.

Vores stier har gennem alle årene været benyttet som gang- og cyklestier, uden at der, så vidt vi ved, har været problemer i dette

. Bestyrelsen ønsker absolut ikke flere skilte i bebyggelsen og heller ikke at forbyde cykling på stierne. Men vi henstiller til alle om at køre forsigtigt og tænke på, at der hvert øjeblik kan træde en person ud på stien. Vedkommende, som har skrevet til os, har flere gange været nær ved at blive væltet omkuld af en spurtende cyklist.

========

Der er stadig problemer med gøende hunde. Ejerne bedes opdrage deres hunde og kalde dem ind med det samme, hvis de larmer. Vi bor så tæt, at hundeglam er meget generende. Bestyrelsen modtager klager, og vi har også prøvet et gå ind i klagerne, men ikke alle hundeejere er modtagelige for kritik af deres kære dyr. Det bedste er selv at tale med naboen eller genboen om, hvor enerverende det er at høre på vedkommende hunds gøen. Som nævnt før fra denne plads er kunsten at få det sagt på en pæn og forståelig måde. Anonyme opringninger er ikke vejen.

========

Jellerød Have har 40 års jubilæum i år, det skal fejres. Bestyrelsen foreslår en beboerfest. Hvis der er interesse i forsamlingen i aften, skal vi have tre-firebeboere til et udvalg. Som udgangspunkt sidder allerede to bestyrelsesmedlemmer, Lizzi Worm og Danielle Angelo.

========

Bestyrelsen har store problemer med snerydningen og glatførebekæmpelsen. Til trods for at vi på sidste års generalforsamling vedtog en ny og mere skrabet snerydnings- plan og til trods for, at vi virkelig har forsøgt at gennemføre denne plan, er det åben- bart ikke muligt at minimere gartnerens program uden at løbe ind i problemer. Det hjælper ikke meget at rydde den aftalte sti rundt i bebyggelsen, når der alligevel er isglat ved barfrost. Ligeledes er alle sti-udmundinger (et slags ingenmandsland) livs- farlige uden grus eller salt. Kunne vi måske formå beboerne på hver sti, på skift, til at rydde og gruse/salte dette ingenmandsland? En lille opgave i fællesskabets interesse.

Efter beretningen ønsker næstformand Gert Lusty en diskussion om dette meget omfattende emne. Hvor meget ønsker beboerne, hvor meget må det koste?

========

De ekstra penge afsat på gartnerkontoen i år skyldes, at arbejdsgruppens gennem- snitsalder efterhånden er ret høj, og derfor ikke kan overkomme det samme som for 10 år siden. Vi må se i øjnene, at gartneren måske skal klare nogle af opgaverne.

========

Som nævnt ovenfor er vores traktor nedslidt, den bliver jævnligt repareret, det koster hver gang og kan ikke fortsætte. Traktoren bliver brugt på alle arbejdsdage og træfælderdage, den er ikke til at undvære. Vi er nu gået i gang med at undersøge markedet for traktorer. Vi stiler efter en ny, men en god brugt kan også komme på tale. Prisen vil ligge på omkring 20.000 kroner.

========

Der har været adskillige påkørsler af vores skilte i JH. Det seneste eksempel er et nummerskilt, som blev ramt af en varevogn. Selv om en beboer så, hvem det var, lykkedes det os aldrig at få fat i den skyldige. Firmaet var ikke til at få i tale, der blev henvist til en chauffør, som ikke forstod dansk og som slet og ret fyldte os med løgn. Det kostede foreningen omkring 5.000 kroner at få fremstillet et nyt nummerskilt. Alle der måtte høre eller se en påkørsel bedes notere navn og nummer på bilen, så vi har en chance for at få fat i synderen på stedet.

Samtidig med nummerskiltet fik vi opsat et nyt oversigtsskilt ved nedkørslen til Jellerød Have.

Da vores ’lysmand’ John Bonne flytter fra JH, står vi for at skulle finde en anden beboer til at passe vore stilamper. Det drejer sig om at el-pærer.

========

Der køres for hurtigt i JH, vi har enkelte bilister som absolut ikke overholder de 30 km som anført. Kommer der en fodgænger eller cyklist ud fra en sti kan det blive farligt. Vi burde have 20kmt. som max. hastighed. For en del år siden undersøgte vi hos politiet, om det var muligt at få et skilt med 20kmt. Svaret var, at 30kmt. grænsen er den, der gælder for alle private, lukkede veje.

Bestyrelsen takker alle de beboere, som år efter år stiller op på træfælderdagene og på arbejdsdagene, både de planlagte og de ekstraordinære, og ligeledes tak til alle som deltager aktivt ved vore arrangementer det være sig fastelavn, loppemarked, Jellekolle og Sankt Hans og dermed er med til at holde liv i disse begivenheder, som er så vigtige for vores fællesskab i Jellerød Have.

Slut på beretning

2.a Kommunikation med JH-beboere

Formand Danielle Angelo (73) oplyste, at det er blevet både dyrt og særdeles tidskrævende at forberede årets generalforsamling med det omfattende materiale. Det er derfor besluttet, at al kommunikation til, fra og med bestyrelsen samt rundsending af materiale i forbindelse med generalforsamling og andet fremover vil ske via hjemmesidens beboer log-in.Generalforsamlingen vil få sit eget punkt. Her vil der også løbende blive lagt informationer ud. Det er folks eget ansvar at holde sig orienteret og at tjekke siden løbende. Gert Lusty (42) sender brugsanvisning ud per mail i forlængelse af generalforsamlingen.

De få, der endnu ikke benytter mail, vil dog stadig kunne få tilsendt materiale i trykt form indtil videre. Bestyrelsen henstiller imidlertid til alle, at man snarest muligt anskaffer sig en e-mailadresse.

Summa summarum vil der fremover blive givet besked per mail, når der indkaldes til generalforsamling, fællesdage eller andet, ligesom invitationer til Jellerød Haves traditionsrige arrangementer i løbet af året vil blive adviseret per mail.

Bestyrelsen er i besiddelse af de fleste JH-beboeres mail, men skulle der være nogle, der for nylig er ’blevet elektronisk’, opfordres I til at oplyse jeres adresse til:

Gert Lusty, gertlusty@mail.dk

Dette gælder også, hvis I har skiftet mailadresse for nylig. Det påhviler den enkelte beboer at holde bestyrelsen opdateret med korrekt mailadresse. Bestyrelsen påtager sig ikke at gensende mail til adresser, der bouncer (ikke når frem) på grund af forkert eller forældet mailadresse.

Forslag til bestyrelsen og/eller generalforsamling bedes også sendt per mail til et af de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer.

 

2.b Snerydning

 

Det blev på sidste års generalforsamling besluttet at foretage reduceret snerydning, det vil sige fortrinsvis for gående og cyklister for at reducere udgifterne, som forrige år løb op i næsten 100.000 kr. Det blev i samme forbindelse besluttet at gøre status på dette års generalforsamling.

Den reducerede snerydningsmodel har vist sig at give vanskeligheder for både gående og kørende - blandt andet fordi snerydning og glatførebekæmpelse er to forskellige ting. Den nuværende ordning, som blev vedtaget på sidste års generalforsamling, omfatter kun snerydning og ikke glatførebekæmpelse i forbindelse med regn, slud og tøvejr.

Bestyrelsen ønsker derfor en gendrøftelse af snerydning og glatførebekæmpelse i Jellerød Have og det konkluderedes som følger:

Konklusion (snerydning og glatførebekæmpelse)

Det blev besluttet at nedsætte et udvalg under ledelse af Gert Lusty (42). Interesserede ud over Jette Ankerstjerne (11) opfordres til at henvende sig direkte til Gert Lusty – opfordringen gælder også beboere, der ikke deltog i generalforsamlingen. Udvalgets opgave er at undersøge forskellige forslag til optimal snerydning og glatførebekæmpelse i Jellerød Have til bedst mulige pris.

 

2. c Spildevandsansvar

 

JH grundejerforening har fra Fredensborg Spildevand A/S modtaget brev om aftale om overdragelse af dele af spildevandsanlægget i Jellerød Have.

Generalforsamlingen havde svært ved at tage stilling til nævnte aftale, hvorfor følgende konkluderedes:

Konklusion (spildevandsansvar)

Bestyrelsen arbejder videre med sagen, hvorefter der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

 

2.d Andet / kommentarer til bestyrelsens beretning

Derefter var der kommentarer til bestyrelsens beretning og spørgsmål fra salen.

En deltager ville vide, om de nysatte buske skal vandes til sommer.

Bestyrelsens svar: Ja

Der blev udtrykt ros til formanden for ypperlig billeddokumentation af årets gang i JH.

En beboer ville vide, om det er tilladt at cykle på gennemgående stier og ønskede, at beboerne og deres gæster bliver indskærpet, at der ikke cykles for hurtigt på stierne.

Bestyrelsen var enig i dette, og der vil blive lagt en bemærkning herom på hjemmesiden.

 

3.Revideret regnskab til godkendelse

Regnskabsfører Solveig L. Jakobsen gennemgik årets regnskab.

Solveig Jacobsen oplyste, at i lyset af den finansielle krise, og at ingen banker kan vide sig sikre, er JH’s indeståender blevet fordelt på to konti i to forskellige banker, således at det samlede indestående på én konto ikke overstiger 750.000 kr. Det er det beløb, der er statsgaranteret i tilfælde af krak.

Årets resultat udviste et overskud på kr. 75.930. Overskuddet vil blive videreført til næste års budget.

Regnskabet blev godkendt.

 

4.Forslag fra bestyrelsen

Forslaget går ud på, at det gøres obligatorisk for alle husejere at installere sandfang ved alle tagnedløb, som går til foreningens afvandingssystem.

Baggrunden for forslaget er, at vores forening i løbet af de seneste år har brugt over en million kroner på udbedring af hele afvandingssystemet.

Bestyrelsen ønsker med dette forslag at forhindre unødige fremtidige blokeringer i at opstå i vort nyistandsatte afvandingssystem, og bestyrelsessuppleant Brian Tofte Nielsen (6) redegjorde nærmere for baggrunden for forslaget og oplyste, at prisen foreløbigt var udregnet til 7.250 kr. pr. sandfang inkl. moms.

Konklusion (etablering af sandfang)

Bestyrelsens forslag om etablering af sandfang blev vedtaget med overvældende flertal.

 

5.Forslag fra medlemmerne

5.a Skiltning på Jellerødgårdsvej v/Søren Lauritzen (50):

I forbindelse med omlægning af Lågegyde og etablering af ny bro over jernbanen vil der i en længere periode være spærret for bilkørsel over jernbanen, hvorfor vi (JH) kan forvente et øget pres på Jellerødgårdsvej ved ikke tilladt parkering fra udefra kommende biler. Dette pres vil yderligere forstærkes ved en vedtagelse af parkeringsring omkring København.

Forslag (1)

Den nuværende skiltning er ikke tilstrækkelig og bør forbedres. Desuden har nogle af standerne og skiltene det ikke for godt (se skitse). Det foreslås

-at udskifte standere i positionerne II og III samt nye skilte i III

-at udskifte standere i position IV m/skiltning

Skønnet omkostning: 14.000 kr.

Forslag (2)

På den anden side af vejen, hvor vi har standsningsforbud, mangler der to skilte. Et (position A) umiddelbart ved indkørslen til vejen og det andet (position E) der, hvor vejen ender i Jellerød Have. Det foreslås

-at etablere ny stander i positionerne A ogE, begge m/skiltning

-at opsætte undertavler i positionerne B og D

Skønnet omkostning: 11.000 kr.

Forslagstiller uddybede sit forslag: Hvad vil der ske, når broen bliver pillet ned til påske, og Lågegyde bliver lagt om, og den kollektive transport bliver forbedret. Der mangler parkerings- og oplysningsskiltning, hvilket vil medføre øget pres på Jellerødgårdsvej og dermed til gene for Jellerød Have.

Bestyrelsesmedlem Lizzi Worm (101) kunne oplyse, at foreningen har en aftale med politiet om, at politiet kontakter ejerne af ulovligt parkerede biler om at fjerne bilerne. Det plejer at virke at få en henvendelse fra politiet.

Konklusion (forslag om yderlige skiltning)

De to forslag blev sendt til afstemning ved håndsoprækning. Der var overvældende flertal imod dem begge.

 

5.b Forslag om vedtægtsændring i grundejerforeningen v. Erik Ankerstjerne

Grundejerforeningens §10, stk. 8 foreslås tilføjet den med rødt markerede ændring:

§10, stk. 8. Det tilkommer bestyrelsen at drage omsorg for ansættelse af lønnet medhjælp til vedligeholdelse og renholdelse af de under bebyggelsen hørende private veje og fællesarealer, ligesom det påhviler bestyrelsen at engagere håndværkere til udførelse af opgaver, der sorterer under den antagne medhjælps arbejde.

Ved beslutning om igangsættelse af arbejdsopgaver, der er budgetteret til at overstige 75.000 kr. eller et af generalforsamlingen senere besluttet minimumsbeløb, kræves enstemmighed i bestyrelsen. Kan enighed om iværksættelse af et arbejde, der overstiger nævnte beløb ikke opnås i bestyrelsen, så kræves en generalforsamlingsbeslutning før arbejdet påbegyndes.

Forslaget begrundes med det synspunkt, at grundejerforeningen i dag disponerer i store entreprenørarbejder, der kan koste svimlende beløb for foreningen. Det er derfor nødvendigt at sikre, at bestyrelsen er helt enig i beslutningen om, at arbejdet er nødvendigt. Dette er en garanti for at beslutninger, der kræver store investeringer, er underlagt et udvidet krav om demokratisk kontrol.

Efter livlig diskussion, blev følgende konkluderet:

Konklusion (forslag om vedtægtsændring af §10, stk. 8)

Forslaget blev sendt til afstemning ved håndsoprækning. Forslaget blev nedstemt med overvældende flertal.

 

6.Forelæggelse af budget.

Regnskabsfører Solveig L. Jakobsen gennemgik bestyrelsens forslag til budget for 2012.

En beboer ville vide, om vejtræsprojektet var blevet 50.000 kr. billigere?

Solveig Jacobsen: Ja.

Der blev spurgt til posten ’asfaltrenovering’.

Formand Danielle Angelo (73) kunne oplyse, at JH må påregne udgifter til asfaltering de kommende år. De asfalterede områder i JH er i dårlig stand på grund af mange års forsømmelse. Bestyrelsen har derfor indhentet tilbud på fuld asfaltering, hvilket koster mindst en million kr. JH skal derfor begynde at hensætte penge til fremtidig asfaltering.

Der var ikke flere spørgsmål eller kommentarer, og budget for 2012 blev vedtaget.

 

7.Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsen har fremsat forslag om fastholdelse af kontingent på nuværende niveau, det vil sige 500 kr. per måned.

Der var ikke andre forslag, og bestyrelsens forslag om fastholdelse af kontingent på 500 kr. per måned blev vedtaget med overvældende flertal.

 

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer

På valg var Marianne Munch og Lizzi Worm, som begge blev genvalgt.

 

9. Valg af bestyrelsessuppleant

Brian Tofte Nielsen (6) ønskede ikke at genopstille, men foreslog Per Grønberg (20).

Per Grønberg (20) blev valgt som suppleant.

 

10. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant

På valg som revisorer var Jeppe Højer (28) og Søren Lauritzen (50), som begge blev genvalgt.

På valg som revisorsuppleant var Allan Tanghøj (59), som blev genvalgt in absentia.

 

11.Eventuelt

Anne-Lise Marcussen (75) tog ordet på vegne af vejtræsgruppen, som består af Hanne Fehrmann (92), Lisbeth Schwenn (57) og Anne-Lise Marcussen (75). Anne-Lise kunne om planteprojektet oplyse, at planterne skal passes og plejes med klipning, gødning og vanding. Vejtræsgruppen opfordrede alle beboere til at deltage og til i øvrigt at holde hunde og katte væk fra buskene.

Planteudvalget søgte også hjælp til lugearbejde - jo tidligere der sættes ind med lugning, desto nemmere bliver opgaven. Beboerne opfordres til at fylde bundbede op med vincaer fra egne haver. En del af stenene omkring buskene er løse, de vil blive muret fast.

Vejtræsprojektet er nu afsluttet, og vi kan glæde os til den første blomstring, og at projektet er blevet billigere end beregnet.

Marianne Munch (39) kunne om afvandingsprojektet fortælle, at alle afvandingsledninger nu fungerer efter hensigten. Entreprenør Qvistgaard har gjort et exceptionelt stykke arbejde og fortjener ros. Arbejdet forventes færdiggjort i maj 2012, Jellerød Have vil derefter modtage en vedligeholdelsesplan. Vedligeholdelsen går ud på, at der skal spules hvert eller hvert andet år.

Danielle Angelo (73) udtrykte, at vandudvalget med Marianne Munch (39) og Brian Tofte (6) har udført et flot stykke arbejde, som foreningen har al grund til at være tilfreds med, og takkede gruppen for dens indsats. JH har 60-års jubilæum i 2012, som vil blive fejret – ved samme lejlighed vil vel udført første etape af afvandingsprojektet blive fejret.

Brian Tofte Nielsen (6) kunne supplere, at der årligt afsættes 70.000 kr. til reparationer, og at samtlige afvandingsledninger vil blive gennemfilmet til maj, når første etape er gennemført, for at dokumentere stand og status.

Jette Ankerstjerne (11) præsenterede Hørsholm kommunes lokalplan for området omkring Lågegyde.Det fører for vidt at redegøre for lokalplanen her, men det skal kort nævnes, at ud over udvidelse af Lågegyde bliver nyttehaverne nedlagt, der bliver etableret et erhvervs-/ forretningscenter parallelt med jernbanen (øst for banelegemet ud mod Lågegyde), og der bliver opført flere boliger der, hvor nyttehaverne nu ligger.

Beboere, der ønsker et vide mere, henvises til Hørsholm Kommune.

---

Derefter var der ikke flere kommentarer eller spørgsmål og ikke mere på dagsordenen. Dirigenten takkede for god ro og orden, og dermed sluttede Jellerød Haves årlige general-forsamling 2012 den 14. marts kl. 22.35.

Jellerød Haves grundejerforening var på årets generalforsamling repræsenteret ved 56 parcelhusejere, heraf var 45 mødt frem, mens 11 var repræsenteret ved fuldmagt.